Så er Tennis Øst Cup Sæson 2 klar

Sidste år prøvede vi noget nyt… og det gik rigtig fint 😎
En turnering for alle os, der ikke normalt spiller turneringer (og selvfølgelig også for alle dem, der gør).

Nu gør vi det igen – og i år vil vi gerne have endnu flere med!
Så selvom du ikke plejer at spille turnering, skal du da finde en makker og være med til denne. Vi vil rigtig gerne have dig med.

Et hold består af to spillere, og i TØ Cup er der (næsten) ingen krav for at kunne deltage.
Turneringen er kun for seniorer (U16 og ældre), og den er nem for klubben at finde plads til, da der næsten ikke bruges banetid – og ingen “spildtid”.

Som spiller kan du fleksibelt – og blot med én makker – spille en holdkamp.

Læs mere herunder, eller tilmeld dig allerede nu.
Tilmeldingen skal være hos os inden fredag d. 25. april 2025, så ring eller videresend til en makker allerede nu!

Tennis Øst Cup – en 2-spillersturnering

Kort fortalt:
Turneringen kan spilles af minimum 2 og maksimalt 4 spillere pr. hold. Der skal kun spilles 3 kampe pr. holdkamp, og derfor kan mange selv booke baner via klubbens bookingsystem. Vi håber, at klubberne vil hjælpe lidt til, så vi sammen kan gøre tiltaget til en succes – det vil nemlig give meget mere tennis til og for alle.

Det koster 250 kr. pr. hold at deltage. Beløbet betales enten af spillerne selv eller af klubben (det aftaler I internt – tilmelderen modtager en faktura).
I får point til WTN (World Tennis Number), men ikke til DTF’s rangliste. Tennis Øst administrerer turneringen via Tournament Software, så tilmelding kræver, at du har en gratis profil dér.

Afhængigt af antallet af tilmeldinger, vil vi se på muligheden for at afholde et finalespil.
Målet er, at I kun skal møde andre hold, som er geografisk tæt på jer – og samtidig skabe nye fællesskaber, der måske kan føre til endnu flere kampe fremover.

Så kom ud og spil med andre, besøg nye anlæg – og få en fantastisk tennisoplevelse i et nyt og mindre forpligtende format.
Læs mere herunder – eller tilmeld dig med det samme.


Om turneringen:
2-mandshold-turneringen er en miniversion af den ”normale” holdturnering, men her spilles kun 2 singler og 1 double pr. holdkamp.
Et hold kan derfor bestå af helt ned til 2 spillere, men vi anbefaler, at man er minimum 3.

Man behøver ikke at komme fra samme klub, men holdet skal have en fast “hjemmebane”.
Turneringen er primært målrettet seniorspillere, men juniorspillere fra U16 (født i 2010 eller tidligere) kan også deltage.

Turneringen afvikles i løbet af udendørssæsonen 2025, og vi tilstræber, at alle hold får en nogenlunde ligelig fordeling af hjemme- og udekampe
(se turneringsreglementet for nærmere info om kampafvikling).

Turneringen består af en mix-, en herre- og en damerække. der er to niveauer.


Har du problemer med tilmeldingen eller spørgsmål til turneringen?
Skriv til Thomas Rosenmejer på thr@tennis.dk – så er vi på sagen!

Vi ses ude på banen!