Facilitetspuljen er nu åben for ansøgninger

Tennis Øst åbner nu for ansøgninger til facilitetspuljen, som er målrettet udvikling af nye helårstennisfaciliteter i regionen.

Puljen er etableret som led i unionens strategiske fokus på at styrke kapaciteten og skabe bedre helårsmuligheder for tennis. Baggrunden er et dokumenteret behov for flere indendørsbaner og bedre faciliteter i mange klubber. I skrivende stund er der i regionen kun én indendørsbane for hver fem udendørsbaner, hvilket hæmmer sporten i 6-7 måneder af året. Denne problemstilling ønsker Tennis Øst at afhjælpe. Derfor igangsættes facilitetspuljen nu.

Alle medlemsklubber i Tennis Øst kan søge puljen.

Der kan søges støtte til indledende projektarbejde, som f.eks. afdækning, skitsering og konkretisering af projekter, der kan føre til etablering eller udvikling af faciliteter. Formålet er at hjælpe klubber videre fra idé til et realiserbart projekt, et skridt mange klubber har behov for støtte til.

Puljen skal give klubberne mulighed for at tage de første, afgørende skridt mod nye facilitetsløsninger.

Ansøgningsmateriale, kriterier og yderligere information findes her:
https://tenniseast.dk/facilitetspuljen/