Sorø Tennisforening modtager støtte fra Tennis Øst Spillerudviklingspulje til et innovativt tiltag, som forventes at kunne inspirere andre medlemsklubber 💡
Kort fortalt går projektet i Sorø ud på at anvende “døde” områder i kommunens skolegårde til optegning af skumtennisbaner, hvor der kan spilles med skum- og røde bolde.
Arbejdet udføres af frivillige fra Sorø Tennisforening i samarbejde med personer tilknyttet de deltagende skoler. Tiltaget understøttes desuden af klubbens træner, som underviser og spiller med børnene på skolen med henblik på at sikre en god introduktion til tennissporten.

Efterfølgende kan børnene i frikvarterer og i SFO’en tage en ketcher og en skumbold og spille – og det gør de. Resultaterne fra den første skole i kommunen er meget positive, og Sorø Tennisforening udvider derfor nu til endnu en kommunal skole.
Klubben oplever samtidig øget interesse, også i egen forening. Ved at bringe aktiviteten ud til potentielle spillere i deres hverdag opnås en klar synergi. En synergi, som bestyrelsen i Tennis Øst har valgt at støtte med et tilskud fra Spillerudviklingspuljen.
I forbindelse med åbningen af det andet anlæg inviterer Sorø Tennisforening til åbningsdag den 24. april kl. 12.30. Interesserede er velkomne til at lægge vejen forbi Frederiksberg Skole i Sorø. Her vil Tennis Øst også være til stede.
👉 Læs pressemeddelelsen fra Sorø Tennisforening i anledning af åbningen
Tillykke til børnene i Sorø med de nye baner og en stor tak til de frivillige i Sorø Tennisforening, for et initiativ, der bidrager konkret til udviklingen af dansk tennis 💪
