Kategori: Alle nyheder fra Tennis Øst

Nyheder fra Tennis Øst.

Så er der igen Tennis Øst 2-mands Cup. Er du klar?

Forrige år prøvede vi noget nyt… og det gik rigtig fint og endnu bedre i 2025 😎. Så vi gør det igen i 2026 🎉 – Tennis Øst 2-mands Cup vender således tilbage med endnu en sæson i sommeren 2026.

Cup’en er både en turnering for alle dem der ikke normalt spiller turneringer, men også for alle dem, der gør. Så selvom du ikke plejer at spille turnering, skal du da finde en makker og være med til Tennis Øst Cup. Vi vil rigtig gerne have dig med ud på banerne, for kun sådan gør vi tennis mere socialt.

Et hold består af (ned til) to spillere, og i TØ Cup er der næsten ingen krav for at kunne deltage. Eneste forudsætning er at du er seniorspiller (U16 og ældre). Turneringen er også nem for klubben at finde plads til, da der næsten ikke bruges banetid – og der ingen “spildtid” er.

Som spiller kan du altså blot med én makker, spille en reel holdturnering.

Læs mere herunder, eller tilmeld dig allerede nu.
Tilmeldingen skal være hos os onsdag den 15. 22. april 2026, så ring eller videresend nyheden til en makker allerede nu!


Tennis Øst Cup – en 2-spillersturnering

Kort fortalt:
Turneringen spilles af minimum 2 og maksimalt 4 spillere pr. hold. Der skal spilles 3 kampe pr. holdkamp, og derfor kan mange selv booke baner via klubbens bookingsystem, mens andre lige skal forbi en baneadministrator. Vi håber, at klubberne vil hjælpe lidt til, så vi sammen kan gøre årets turnering til en succes.

Det koster kun 300 kr. pr. hold at deltage. Beløbet betales enten af spillerne selv eller af klubben (det aftaler I internt – men vær opmærksom på at tilmelderen modtager en faktura og har betalingspligten).
I får point til WTN (World Tennis Number), men ikke til DTF’s rangliste. Tennis Øst administrerer turneringen via Tournament Software, så tilmelding kræver, at du har en gratis profil dér. Fordi der ikek er ranglistepoint på spil, er du her ikke låst at klub-tilknytning osv. Du kan spille hvor det passer jeres hold bedst.

Der er som udgangspunkt ikke et finalespil, men vi udelukker ikke det kan komme, hvis muligheden byder sig 😉
Vi bestræber os på at I kun skal møde andre hold, som er geografisk tæt på jer – og samtidig skabe nye fællesskaber, der måske kan føre til flere bekendtskaber og endnu flere kampe fremover – hele året igennem.

Så kom ud og spil med andre, besøg nye anlæg – og få en fantastisk tennisoplevelse i et mindre forpligtende format.

Læs endnu mere (praktisk info) herunder – eller tilmeld dig.


Om turneringen:
2-mandshold-turneringen er en miniversion af den ”normale” holdturnering, men her spilles kun 2 singler og 1 double pr. holdkamp.
Et hold kan derfor bestå af helt ned til 2 spillere, men vi anbefaler, at man er minimum 3.

Man behøver ikke at komme fra samme klub, men holdet skal have en fast “hjemmebane”.
Turneringen er primært målrettet seniorspillere, men juniorspillere fra U16 (født i 2011 eller tidligere) kan også deltage.

Turneringen afvikles i løbet af udendørssæsonen 2026, og vi tilstræber, at alle hold får en nogenlunde ligelig fordeling af hjemme- og udekampe
(se det gældende turneringsreglement for nærmere info om kampafvikling).

Turneringen består af en mix-, en herre- og en damerække. der er to niveauer.


Har du problemer med tilmeldingen eller spørgsmål til turneringen?
Skriv til Thomas Rosenmejer på thr@tennis.dk – så er vi på sagen!

Vi ses ude på banen!

Dialogmøde før Tennis Øst generalforsamling 2026

Lørdag den 21. februar samledes klubrepræsentanter fra hele regionen til dialogmøde i Tennis Øst forud for årets generalforsamling. Mødet blev afholdt fra kl. 10-12 og gav klubberne mulighed for at drøfte aktuelle udfordringer og idéer til udviklingen af tennissporten i regionen.

Dialogmødet var inviteret som en del af programmet omkring generalforsamlingen, hvor klubberne på forhånd var opfordret til at møde op og bidrage til en åben drøftelse af unionens arbejde.

Citater i artiklen er gengivet på baggrund af referentens manuelle noter fra mødet (parafraseret). Fuldt referat med alle spørgsmål og input fra dialogmødet, finder du nederst på siden.

Dialogmødet skal være et sted, hvor klubberne kan bringe deres udfordringer og idéer direkte i spil.
Henrik Klitvad, formand i Tennis Øst

Kommunikation og synlighed

Efter velkomsten blev dialogen åbnet med spørgsmålet om, hvilke emner klubberne selv fandt vigtigst at drøfte.

Samtalen kom hurtigt ind på kommunikation og synlighed via formandens input. Nicolaj Caiezza fra KB Tennis opfordrede blandt andet til, at video i højere grad bruges til at synliggøre aktiviteter for spillere og klubber.

“Video giver mest værdi, når det viser aktiviteter for spillere og klubber – ikke nødvendigvis bestyrelsesarbejdet.”
Nicolaj Caiezza, KB Tennis

Jacob Johansen fra Virum-Sorgenfri Tennisklub pegede samtidig på, at det for spillere kan være vanskeligt at finde information om, hvor og hvornår der afvikles turneringer.

Lisbeth Morell fra Næstved spurgte i den forbindelse ind til, hvordan information bedst når frem til klubbens medlemmer. Her blev det understreget, at klubberne fortsat spiller en central rolle i at videreformidle unionens information til egne medlemmer.

Poul Lundberg fra Rødovre Tennisklub og Tennis Øst bemærkede, at unionen potentielt kan nå op mod 20.000 spillere og pårørende i regionen.

Martin Jørgensen fra Ølstykke Tennisklub og Tennis Øst understregede samtidig, at indhold skal tilpasses de platforme, hvor det deles.

Turneringer

Turneringsområdet fyldte meget i dialogen, som den ofte gør ved dialogmøderne og naturligt da det er ét af unionens absolutte kerneprodukter.

Flere klubber rejste spørgsmål om kapacitet til både turneringer og holdkampe. Jacob Johansen fra Virum-Sorgenfri Tennisklub spurgte blandt andet, om der i praksis er kapacitet til flere turneringsspillere i systemet.

Michael Galouzis fra Gladsaxe Tennis og Padel Klub pegede i den forbindelse på, at nogle klubber fortsat har overskudskapacitet, som kan bringes mere i spil.

“Det er mange af de klubber der ikke er her i dag der har den kapacitet og som vi skal have aktiveret.”
Michael Galouzis, Gladsaxe Tennis og Padel Klub

Samtidig var der ros til Tennis Øst’s turneringstilbud. Nicolaj Caiezza fremhævede især holdturneringen som kernen i vores sport og understregede, at den skal vi passe godt på.

Der blev også drøftet udviklingen for de yngste spillere. Jacob Johansen rejste spørgsmålet om ranglister for de yngste årgange og pegede på risikoen for et for tidligt fokus på elite.

“Når børn allerede i 8-9 års alderen møder ranglistepres, risikerer vi at skubbe fokus for tidligt over på elite.”
Jacob Johansen, Virum-Sorgenfri Tennisklub

Fra Dansk Tennis Forbund orienterede direktør, Michael Ask om nye tiltag i juniorholdturneringer, hvor kampe samles i såkaldte round robin-formater.

Turneringskonsulent, Thomas Rosenmejer gennemgik herefter aktuelle turneringsdata og kommenterede på flere af de spørgsmål, der var rejst tidligere i dialogen. Han præsenterede også idéen om en ny pokalturnering i Tennis Øst med et knock-out format med herre-, dame- og eventuel afgørende mixdouble.

Artiklen fortsætter efter billederne…

Faciliteter

Facilitetsområdet var dagens næste tema og det blev præsenteret af kasserer, Poul Lundberg fra Tennis Øst.

Poul orienterede om Tennis Øst’s arbejde med facilitetsudvikling, som har stået på i mere end et år og nu bliver mere målrettet. Et konkret resultat er etableringen af en ny pulje på 500.000 kr., der kan hjælpe klubber med at igangsætte projekter i de tidlige faser.

Der var bred enighed om, at især indendørs banekapacitet er en udfordring mange steder i regionen.

“Kommunerne er den store udfordring. Især pladskrævende idrætsgrene mærker et stort efterslæb – og i særdeleshed i København.”
Christian Lunøe, B.93 Tennis / DTF

Nicolaj Caiezza fortalte samtidig, at KB Tennis efter en længere proces nu kan udvide med tre nye indendørs baner og pegede på ballonhaller som den mulige gode løsning for flere klubber, da de kunne anlægges over eksisterende baner mange steder.

Unionstræning

Sportschef Kim Hansen sluttede med dagens sidste tema om Tennis Øst’s unionstræning, som årligt omfatter omkring 130 træningsaktiviteter.

Unionstræningen fungerer som et supplement til klubtræningen og giver spillere mulighed for at hente ny inspiration og energi til deres egen træning i klubberne.

Henning Lundsfryd fra Næstved Tennisklub foreslog i den forbindelse, at der igen arrangeres weekend-camps for juniorer, hvor både spillere og forældre introduceres til tennissportens muligheder. Kim lovede at følge op på den mulighed.

Daniel Mølgaard fra Hørsholm-Rungsted Tennisklub fremhævede samtidig betydningen af direkte kontakt til spillere og klubber, hvis nye aktiviteter skal have stor deltagelse.

“Der skal mere “enkel kontakt” til – og mere kontakt med den enkelte. Man skal ud og være mere aktiv direkte mod klubberne og selv “samle” spillere op”
Daniel Mølgaard, Hørsholm-Rungsted Tennisklub

Dialogen blev afsluttet med en drøftelse af, hvordan man bedst fastholder unge trænere i sporten. Her blev det blandt andet fremhævet, at arrangementer som TennisTalks kan styrke fællesskabet blandt trænere og være med til at fastholde dem i sporten, hvor Poul Lundberg fra Rødovre tennisklub især fremhævede behovet for at fastholde de 18-20 årige trænere i sporten.

Tak for den gode dialog

Dialogmødet blev afsluttet ved frokosttid, hvorefter deltagerne fortsatte til Tennis Østs generalforsamling, som begyndte kl. 13.

Tak til alle deltagere for en engageret og konstruktiv dialog om tennissportens udvikling i regionen.

Fuldt referat fra dialogmødet kan downloades her

Generalforsamling 2026: Nye klubber optaget og uændret kontingent

Tennis Øst afholdt de 21. februar ordinær generalforsamling med advokat Mikael Bernhoft som dirigent og sekretariatschef Anders Riedel som referent. Generalforsamlingen forløb effektivt og i god ro og orden i Idrættens Hus i Brøndby. Inden årets generalforsamling, var der afholdt et særskilt dialogmøde, som vi senere vil lave en opsummering på. Herunder finder du således er en kort opsummering og hovedemner på generalforsamlingen i Tennis Øst 2026.

Tre nye klubber og kontingentinfo

De eneste indkomne forslag kom fra Tennis Øst bestyrelsen og vedrørte den officielle optagelse af tre nye medlemsklubber, samt fastsættelse af kontingent. Begge forslag blev vedtaget med akklamation. Kontingentet forbliver uændret som et enhedskontingent på 25,86 kr. pr. medlem.

Kassereren orienterede i den forbindelse om, at padel- og pickleball-medlemmer fra 1. januar 2026 ikke længere opkræves af unionen, da der ikke tilbydes aktiviteter for disse sportsgrene i Tennis Øst. Pickleball-spillere opkræves fortsat på vegne af Dansk Tennis Forbund, som fortsat har aktiviteter på området.

Beretningen gav god dialog

Formand Henrik Klitvad fremlagde bestyrelsens beretning, som efterfølgende gav anledning til en række spørgsmål og en god debat.

Der blev blandt andet spurgt ind til, hvor stor en rolle puljerne skal spille fremadrettet (DTF). Bestyrelsen understregede, at midlerne skal ud at arbejde og opfordrede klubberne til at indsende projekter – gerne i samarbejde på tværs af klubber, da formålet netop er at styrke relationer og fælles udvikling.

Der blev også rejst spørgsmål om, hvorvidt Tennis Øst kan tage en mere aktiv rolle i udviklingen af nye faciliteter, herunder som en slags entreprenør (Næstved). Bestyrelsen orienterede om, at unionen allerede er involveret i enkelte projekter som sparringspartner og der vil komme mere info om det løbende.

Endelig blev der fra salen peget på, om unionen i højere grad bør sikre, at midlerne bringes i anvendelse, herunder om øgede mandskabsressourcer kunne være en løsning (Næstved).

Beretningen blev godkendt med akklamation.

Regnskab og valg

Årsregnskabet blev fremlagt af kasserer Poul Lundberg og godkendt med akklamation. Der blev stillet opklarende spørgsmål til praksis for støtte til træneruddannelser samt til spillerudviklingspuljen (Næstved).

Følgende blev genvalgt med akklamation:

  • Poul Lundberg, kasserer
  • Cathrine Riis, næstformand
  • Mogens Jørgensen, bestyrelsesmedlem
  • Ann-Birgitte Holm Gregersen, appeludvalg
  • Jan Winther, revisor

Tennis Øst bestyrelsen ser derfor fortsat således ud:
Formand, Henrik Klitvad
Næstformand, Cathrine Riis
Kasserer, Poul Lundberg
Bestyrelsesmedlem, Martin Jørgensen
Bestyrelsesmedlem, Mogens Jørgensen

Bestyrelsen konstituerer sig for det kommende på, på det førstkommende bestyrelsesmøde (25. februar 2026).

Dirigenten afsluttede herefter generalforsamlingen og takkede for god ro og orden.

👉 Læs det fulde referat fra Tennis Øst Generalforsamlingen 2026

Der er tilknyttet en række billeder fra dagen herunder

Foråret banker på og klubberne i Tennis Øst har brug for flere trænere

Vi har ikke spor kunne mærke det på vejret de seneste mange uger, men nu skulle der altså ske noget (positivt) på temperaturskalen 🤞🌡️☀️ og foråret lurer lige rundt om hjørnet, med al den tennisglæde det bringer med sig 🪻🎾.

Det betyder at vi hos Tennis Øst også godt kan fornemme at I pusler med lidt af hvert. Flere klubber i Tennis Øst melder om god aktivitet og behov for dygtige trænere, så træning, juniorhold og breddetilbud kan komme godt i gang med sæsonen.

Den seneste aktivitet på Trænerbørsen viser således et tydeligt billede af en region i opstart og måske kan det være relevant for dig? F.eks. kan vi nævne at:

👉 Vedbæk Tennisklub søger en deltidstræner, ca. 15–20 banetimer om ugen med mulighed for deltagelse i øvrige klubaktiviteter. Træningen omfatter både juniorer og motionister med løn efter kvalifikationer i en charmerende og veldrevet klub.

👉 Bagsværd Tennisklub søger både en daglig leder og én eller flere hovedtrænere efter cheftrænerens stop. Stillingen som daglig leder er på ca. 8–10 timer om ugen (flere om sommeren), og trænerdelen er timeaflønnet – med opstart fra april 2026 eller efter aftale.

👉 Hjortekær Tennisklub søger en engageret træner til breddetræning med fokus på seniorer. Arbejdstiden er sidst på eftermiddagen og først på aftenen med løn efter kvalifikationer.

👉 Gladsaxe Tennis & Padel Klub har slået et opslag op efter en tennistræner med fokus på junior- og breddetræning for de yngste (rød bold/mini). Her vil der også være mulighed for skoletennis i dagtimerne.

👉 Virum-Sorgenfri Tennisklub søger en medarbejder til anlægsarbejde udendørs – et signal om at banerne gøres klar til foråret.

Samtidig er der kommet en enkelt henvendelse fra en træner her i starten af året:

📣 Johannes Park Skak leder efter en fuldtidsrolle som cheftræner eller ansvarlig for yngste årgange, med fokus på klubudvikling og børne-/juniortræning.

Denne efterspørgsel kommer samtidig med, at Tennis Øst via Spillerudviklingspuljen tilbyder støtte til træneruddannelser, så flere kvalificerede trænere kan komme i spil. Med tilskud til Tennistræner 1-2-3, TennisCoach og hjælpetræner-uddannelserne håber Tennis Øst at styrke trænerressourcerne i regionen.

Har jeres klub også en åben stilling, eller er du træner på udkig, så ræk ud til os. Som træner kan du også sende en forespørgsel der ikke publiceres, da det jo kan være vi har hørt om en mulighed og/eller kan tage interessen med os rundt. I ønskes et skønt forår derude 😎

Tennis Øst indstiller klubber til Årets Tennisklub 2024 og 2025

Tennis Øst har indstillet to klubber til Årets Tennisklub i Dansk Tennis Forbund. Da prisen ikke blev uddelt ved seneste generalforsamling, kåres der i år både en klub for 2024 og en for 2025.

Til Årets Tennisklub 2024 har Tennis Øst indstillet KFUM Tennis. Klubben har gennem en årrække oplevet markant medlemsvækst og har samtidig investeret målrettet i både faciliteter og sportslig udvikling. Etableringen af egen indendørs tennishal og nye padelbaner samt stærke sportslige resultater vidner om et stort engagement blandt både ansatte og frivillige.

Til Årets Tennisklub 2025 har Tennis Øst indstillet Rødovre Tennisklub. Klubben har med mod og langsigtet planlægning omlagt alle udendørs baner til helårsbaner med lys og har samtidig fastholdt en positiv medlemsudvikling, særligt blandt børn og unge. Initiativerne har styrket både fællesskab og aktivitetsniveau i klubben.

I en kort video fortæller formanden for Tennis Øst om baggrunden for de to nomineringer. Videoen kan ses her.

Vinderne af Årets Tennisklub 2024 og 2025 offentliggøres ved Dansk Tennis Forbunds generalforsamling den 14. marts. 🤞

Indkaldelse til generalforsamling 2026

Tennis Øst har fredag den den 30. januar 2026, indkaldt alle medlemsklubber til generalforsamling via e-mail til medlemsklubbernes registrerede bestyrelser.

Se indkaldelsen til Tennis Øst generalforsamlingen herunder:
Generalforsamlingen afholdes lørdag den 21. februar 2026 i Idrættens Hus kl. 13. Officielle repræsentanter fra medlemsklubber kan deltage på generalforsamlingen, mens alle kan deltage på vores dialogmøde samme formiddag fra 10-12 og være med til at præge tennis i vores union.
Er du officiel repræsentant i din klub og har du ikke modtaget indkaldelsen pr. e-mail, så tag endelig fat i os på east@tennis.dk, så får vi dig oprettet i vores system.

Vi glæder os til vi mødes for at drøfte vores sport den 21. februar 2026.

Kommer der forslag til generalforsamlingen vil de løbende kunne ses herunder:

Indkomne forslag til GeneralforsamlingIndsendt af:
Formel optagelse af nye Tennis Øst medlemmer (Se dagsorden)Tennis Øst
newsletter_top
Indkaldelse til Tennis Østs dialogmøde og ordinære generalforsamling 2026, lørdag den 21. februar 2026.

Kære bestyrelsesmedlem/klubrepræsentant
Som registreret bestyrelsesmedlem eller klubrepræsentant i en Tennis Øst medlemsklub, vil vi gerne invitere dig til vores dialogmøde samt ordinære generalforsamling 2025, lørdag den 21. februar 2026.

Dagen er opdelt i to begivenheder. Bemærk, at du særskilt tilmelder dig den ordinære generalforsamling og dialogmødet via de to tilmeldingslinks eller via genvejen herunder, da det er to separate begivenheder.

Vi starter kl. 10:00 med dialogmødet, og kl. 12:30 åbner vi for indskrivning til den ordinære generalforsamling, som begynder kl. 13:00.

GenvejTilmeld Generalforsamling | Tilmeld Dialogmøde

Generalforsamlingen 2026
Den 21. februar 2026 kl. 13, afholdes Generalforsamlingen i Idrættens Hus. Vi starter indskrivning fra 12:30. Der anvises vej til lokalet via skærme i Idrættens Hus ved ankomst, eller ved henvendelse i receptionen.

Officielle klubrepræsentanter kan deltage i generalforsamlingen (se unionens vedtægter for yderligere information). Ud over en klubrepræsentant med stemmeret, kan hvert unionsmedlem (klub) deltage med op til 3 menige klubmedlemmer. Disse medlemmer har taleret, men ikke stemmeret. 

Dokumenter til gennemlæsning inden Generalforsamlingen:
Indkaldelse og dagsorden for generalforsamlingen 2026
Download Beretning for 2025
Download Tennis Øst Årsrapporten for 2025
Bilag – Vedtægter Allerød Pickleball Klub
Bilag – Vedtægter Orø Tennisklub
Bilag – Vedtægter Pan Idræt Hovedstaden (Pan Pickleball)

Tilmeld dig Generalforsamlingen herunder (Eventbrite), eller send os en mail på east@tennis.dk og så tilmelder vi dig manuelt i systemet. Du behøver ikke at printe billet fra Eventbrite systemet, du skal blot registrere dig og møde op. Vi krydser alle af ved ankomst.  
Tilmeld dig til generalforsamling kl. 13
Dialogmødet 2026
Dialogmødet i 2024 og 2025 oplevede stor opbakning, så igen i år afholdes det i forbindelse med generalforsamlingen. Vi starter dialogmødet kl. 10:00. Mødet foregår også i Idrættens Hus og generalforsamlingen fortsætter i samme lokale.

Det er på dialogmødet du har mulighed for at få uddybende svar på Tennis Øst aktiviteter.
Hvis du ikke selv kan møde op, så kan en anden fra din klub deltage underordnet tilknytning. Ved dialogmøderne kan alle med en interesse for tennis i regionen og din klub tilmelde sig. Så del gerne dette budskab på klubbens sociale medier og hjemmeside.

Tennis Øst sørger for oplæg til debat og efterfølgende sandwiches kl. 12:00.

Agenda for Dialogmøde:
Du kan finde agendaen via linket herunder, hvor du også tilmelder dig mødet.

Tilmeld dig via Eventbrite, eller send os en mail på east@tennis.dk og så tilmelder vi dig manuelt. Print ikke billet ud – Du skal blot møde op.

Vi glæder os til at se dig til en dag fyldt med tennis.

Tennis Øst Bestyrelsen og Tennis Øst Sekretariatet 
Tilmeld dig til dialogmøde fra 10-12

Generalforsamling i Tennis Øst den 21. februar

Der er nu under fire uger til årets generalforsamling i Tennis Øst, så hvis du er i gang med at planlægge februar, så husk allerede nu at sætte kryds i kalenderen.

Vi mødes lørdag den 21. februar kl. 13:00 i Idrættens Hus i Brøndby.

Som de seneste år starter dagen med et dialogmøde, hvor der er god mulighed for at tale om både det, vi har gennemført i det forgangne år, har gang i nu, og nye idéer til fremtiden i Tennis Øst. Dialogmødet ligger fra kl. 10:00 til 12:00.

Fra kl. 12:00 til 13:00 byder vi på lidt at spise og drikke, inden generalforsamlingen går i gang.

Alle medlemsklubber modtager officiel invitation, årsrapport og årsberetning på mail inden for de kommende dage.

Vi glæder os til at se jer til en god dag i Brøndby.

Tilmeld til Holdturnering Ude 2026

Dokumenterne til den store holdturnering er nu online 🎾
Det vigtigste lige nu er at huske tilmeldingsfristen, som er den 22. marts.

Thomas Rosenmejer sidder klar ved både computer og telefon, hvis der er brug for hjælp 😊
Du tilmelder dit hold elektronisk ved at klikke på den røde knap herunder, eller du kan læse mere om holdturneringen lige her.

Der er også mulighed for manuel tilmelding via vores tilmeldingsblanketter. Blanketterne kan hentes i redigerbar form (zip-fil) via dette link og indsendes til Thomas på mail: thr@tennis.dk.

Husk, at alle senior- og veteranhold automatisk gentilmeldes hvert år. Det betyder, at det kun er nye hold i rækkerne samt juniorhold, der skal tilmeldes på ny.
Husk også, at I gerne må stille hold på tværs af klubberne 🎾

God fornøjelse 😍


Turneringsansvarlig
Thomas Rosenmejer
Har telefontid mandag, tirsdag og torsdag kl. 10-13.
(svares der ikke, så send en SMS)

51 66 30 20
thr@tennis.dk

Ledige stillinger i unionens klubber

Danmark føles stadig som en isklump derude 🧊, men kalenderen bevæger sig heldigvis i den rigtige retning. Foråret nærmer sig, og det samme gør udendørssæsonen. Det kan allerede mærkes rundt omkring i klubberne.

Flere klubber er begyndt at slå ledige stillinger op, og samtidig er der trænere, som søger nye udfordringer. I Tennis Østs trænerbørs har både Gladsaxe, Lyngby og Virum-Sorgenfri Tennisklub netop lagt opslag op.

Gladsaxe søger ekstra trænerhænder til arbejdet med de mange børn og unge i skumtennis. Lyngby søger en fuldtidstræner der kan drive timetræningen, mens Virum-Sorgenfri leder efter en banemand, som kan være med til at sikre, at VSTs anlæg står knivskarpt hele sæsonen 💪🌿

Mangler jeres klub også folk frem mod sæsonstart, så tag endelig fat i os her i unionen. Vi hjælper gerne med at synliggøre åbne stillinger på hjemmesiden og opfordrer samtidig alle til løbende at holde øje med nye muligheder.

Det har Johannes Skak f.eks. gjort og har rakt ud til os. Så søger jeres klub en fuldtids cheftræner eller sportschef med særligt fokus på juniorområdet, kan det være værd at tage et kig på Johannes’ præsentation i trænerbørsen.

Vi ønsker jer alle en rigtig god sæsonopstart ☀️🎾