
Træner eller leder? Få gratis (sportslig) sparring hos Kim!
Er du i tvivl om noget – på egne eller spilleres vegne? Som medlem af unionen kan du altid spørge Kim til råds via hans hotline. Det er gratis og en del af jeres medlemskab af Tennis Øst.
Hvad kan Kim hjælpe med?
Kim har rigtig mange års erfaring i dansk tennis. Han har været træner siden starten af ´90’erne, heraf 26 år som sportschef i forskellige danske klubber – både store og små – inden han blev ansat som Sportschef i Tennis Øst. Han har mange landsholdsspillere, UM og SM titler på cv´et som træner. Som spiller har han deltaget på samtlige danske juniorlandshold og lå nummer 1 på DTF´s rangliste i både U14 og U16. Kim er også fungerende juniorlandstræner i Dansk Tennis Forbund. Han har desuden spillet mange kampe i både Elitedivisionen og 2. Bundesliga. Kim medbringer altid energi og godt humør.
…Derfor kan Kim rådgive de fleste danske trænere og klubledere om deres sportslige udfordringer. Det kan f.eks. være du står med et enormt talent, men har svært ved at finde den rigtige strategi, eller det kan være du har en masse nybegyndere, der skal inspireres med et fedt træningsprogram. Så står du som træner eller leder i en unionsklub og vil du gerne have lidt sparring, så sidder Kim klar til at hjælpe. Det er som sagt gratis, hvis din klub blot er medlem af Tennis Øst.
Hvordan får du hjælpen?
Der er flere muligheder. Det nemmeste er at du tager telefonen og starter med at ringe til Kim. Han fanges på telefon 25 70 97 06. Du kan også fange ham på mailen kh@tennis.dk. Derfra kan I sammen aftale om det f.eks. kan være nødvendigt med et besøg i klubben, eller involvering af andre trænere (stort netværk).
I mange mindre klubber er trænerne ofte meget alene om opgaverne. Nogle sparrer med naboklubben, andre med formand eller udvalgsfolk, men ofte er der også brug for en ekstern mening – eller bare et klap på ryggen! Så gør brug af denne mulighed i Tennis Øst. Vi glæder os til at høre fra dig.
Har du spørgsmål til turnering eller administration?
Drejer dit spørgsmål sig mere om turnering (f.eks. niveauet i en bestemt række) eller noget administration (f.eks. om medlemsmuligheder og betalinger), så er det ikke Kim du skal have fat i. Så er det enten Thomas (turneringsområdet) eller Anders (sekretariatschefen), som du skal tale med. Deres kontaktoplysninger finder du lige her.