Politik, mål, strategi og sponsor præsentation

POLITIK, MÅL OG STRATEGIER

POLITIK

Tennis Øst arbejder løbende for at fastholde og udbygge kontakten til og den tennispolitiske dialog med sine primære interessenter, unionens medlemsklubber, herunder formænd, bestyrelser, sportschefer og trænere, samt med Dansk Tennis Forbund, med de to andre unioner, med sponsorer og med andre samarbejdsparter, og at understøtte den løbende drift og idéudvikling af tennissporten i hovedstaden og på Sjælland, Lolland, Falster og Bornholm. Unionens indsats er koncentreret om turneringer, spillere, anlæg, økonomi og kommunikation.

Særligt om turneringer, spillere og anlæg

Tennis Øst arbejder for, at der for hold og individuelt løbende udarbejdes retningslinjer for, udbydes og afholdes turneringer, mesterskaber og stævner i et omfang og af en tennisfaglig kvalitet, der imødekommer klubbernes, turneringsarrangørernes og spillernes behov og forventninger og samtidig sikrer spillerne, klub­berne og unionen optimal synliggørelse. Unionen tilstræber et højt informationsniveau og arbejder løbende for, at interessenterne oplever, at deres vilkår og synspunkter inddrages gennem en løbende dialog og i et ukompliceret og professionelt ­samarbejde om en tidssvarende udvikling. Unionen understøtter en praktisk turneringsafvikling, der foregår så decentralt som muligt og med det mindst mulige ressourcespild. Tennis Øst arbejder for, at der i forbundsregi til stadighed foreligger kompetence til rådgivning af medlems­klubberne om etablering, vedligeholdelse og udvikling af klubbernes tennisbaner og -anlæg såvel udendørs som indendørs, herunder mulighederne for tidsmæssig forlængelse af udendørs tennis ud over den traditionelle sommer­sæson.

Særligt om økonomi

Tennis Øst tilstræber åbenhed og gennemsigtighed i arbejdet med at forvalte unionens driftsudgifter, driftsindtægter, formue og aktiver, herunder udarbejdelse i overensstemmelse med god regnskabsskik, præsentation og gennemgang af de årlige regnskaber samt orientering om det kommende års budget til generalforsamlingen. Unionen overvåger i det enkelte regnskabsår løbende den økonomiske udvikling med sigte på indgriben, hvis der måtte opstå behov og mulighed herfor. Tennis Øst tilstræber i sin økonomiske forvaltning, at unionens formue til en hver tid udgør mindst 2 mill.kr.

Særligt om kommunikation

Overordnet skal kommunikationen fra Tennis Øst ligge på et højt informationsniveau og signalere fællesskab og udvikling og for unionens interessenter synliggøre unionens aktiviteter og kompetencer. Målgruppen for unionens kommunikation er i første række unionens medlemsklubber, herunder formænd, bestyrelser, turneringsansvarlige, holdkaptajner, trænere og spillere, men også forbundet, de to øvrige unioner, unionens sponsorer og potentielle medarbejdere. Unionens kommunikation søges udbredt over flere platforme.

MÅL OG STRATEGIER

Bestyrelsens formand har sammen med næstformanden og unionens DTF-repræsentant ansvar for i forhold til unionens bestyrelse generelt at overvåge og initiere fremdriften i unionens politik, sportslige og administrative aktiviteter og øvrige virksomhed, herunder i forhold til Dansk Tennis Forbund, de to øvrige unioner og unio­nens sponsorer. I forhold til medlemsklubberne arbejdes der for en styrkelse af et struktureret samar­bej­de i form af bl.a. dialogmøder og dannelse af klubnetværk.

Særligt om turneringer og spillere

Det er målsætningen at sikre det bedst mulige udbud og den bedst mulige kvalitet for turneringsspillere, der deltager i holdturneringer og individuelle turneringer inden for unionens geografiske område, herunder løbende at udvikle og forbedre turneringsaktiviteten, herunder en afbalanceret spredning af turnerings­aktiviteten på unionens geografiske område og udarbejdelse af tidssvarende regler og retningslinjer for afvikling af turneringsspillet, samt at sikre den bedst mulige dialog med og de bedst mulige vilkår for turne­rings­arrangører. Som en udløber af en målsætning om et højt informationsniveau arbejdes der for en stadig mere udvidet brug af elektronisk kommunikation og andre elektroniske værktøjer.

Særligt om økonomi

I forhold til unionens økonomi vil det for bestyrelsen være en mål­sætning til stadighed at fastholde et overblik over unionens økonomi. Kassereren rapporterer herom ved hvert bestyrelsesmøde.

Bestyrelsen fastsætter en særskilt instruks for formandens og kassererens rutiner ved stillingtagen til alle fakturaer, som forelægges til betaling af sekretariatslederen, for kassererens godkendelse af lønudbetalinger samt for kompetence og procedure for behandling af spørgsmål om lønændring for unionens ansatte.

Særligt om kommunikation

Hovedmålsætninger med kommunikationen fra Tennis Øst er:

  • At synliggøre unionens identitet, profil, aktiviteter og kompetencer
  • At tiltrække nye medlemsklubber
  • At øge medlemsklubbernes interesse for og engagement i unionens virksomhed
  • At øge medlemsklubbernes og spillernes interesse for at deltage i holdturneringerne
  • At øge spillernes interesse for at deltage i individuelle turneringer
  • At fastholde alle samarbejdsparters – herunder medlemsklubberne, spillerne, forbundet, de to øvrige unioner og sponsorer – viden om og tillid til Tennis Øst
  • At tiltrække kvalificerede medarbejdere til unionen

Tennis Øst sikrer til stadighed, at al elektronisk kommunikation lever op til EU’s databeskyttelsesforordning, kaldet ”Persondataforordningen” og forkortet GDPR (General Data Protection Regulation).

Strategisk bygger unionens kommunikation på følgende fire platforme med en hovedvægt på de to først­nævnte.

Hjemmesiden: Det er bestyrelsens ansvar og opgave løbende at sikre aktuel og opdateret information på unionens hjemmeside – www.tenniseast.dk – med tekst og data inden for en strukturel ramme, der fremstår som logisk og gennemskuelig, så brugerne let kan finde oplysninger om det, de søger.

Nyhedsbreve: Det er bestyrelsens ansvar og opgave at sikre at DTF, FTU, JTU samt klubber, medlemmer og øvrige samarbejdspartnere løbende bliver informeret om nyheder, tiltag og aktiviteter fra Tennis Øst samt Dansk Tennis Forbund. Der sigtes imod at udsende 4-6 nyhedsbreve årligt.

Facebook og Instagram: Det er bestyrelsens ansvar og opgave løbende at sikre vedligeholdelse samt aktuel og opdateret information på Facebook og Instagram med tekst og billeder. Tennis Øst accepterer ikke krænkende og anstødelige indlæg, og skulle sådanne optræde på kontiene, vil de blive fjernet.

Behandlet på bestyrelsesmøde den 23. november 2021


SPONSOR PRÆSENTATION:

Bestyrelsen har udarbejdet en præsentation og den kan ses ved at klikke her.