Trænerbørsen

Trænerbørsen er både for klubber og trænere. Når klubber søger via Tennis Øst siden, står stillingerne øverst, men husk at du i bunden af denne side også kan finde trænere, der søger nye udfordringer.

Klubber og tennistrænere, professionelle såvel som fritidstrænere, kan få endnu større kontaktflade ved at bruge Tennis Øst Trænerbørsen. Vores sportschef, Kim Hansen, er i kontakt med rigtig mange klubber som ofte mangler timetrænere. Det vil Tennis Øst gerne hjælpe med at løse. Klubberne kan henvende sig til Tennis Øst, og høre om der skulle være en træner i deres område, som har timer i overskud til at stå på banen. Opslag ligger online frem til vi får en bekræftelse om at stillingen er besat, eller ansøger har fået nyt job. Derudover vil Tennis Øst fjerne opslag efter ca. 6 måneder.

Klubber søger trænere

Januar 2026:

Gladsaxe Tennis & Padel Klub søger engageret tennistræner til junior- og breddetræning med fokus på Minitennis (Rød bold). Arbejdstiden ligger primært sidst på eftermiddagen, samt evt. med skoletennis i dagtimerne. Klubben tilbyder en løn efter træneruddannelsesniveau. Du vil som træner i GTPK også få mulighed for at videreudvikle dig som træner.
Læs mere i opslaget fra klubben her.

——————————————–

December 2025:

Lyngby søger træner. Lyngby Tennisklub søger en person der kan drive time-trænerteamet og selv varetage en række træningsopgaver. Lyngby er en stor nordsjællandsk klub med stolte tennistraditioner og har en stolt tradition med at skabe nogle af Danmarks største tennisstjerner. Vil du være med på rejsen, kan du læse endnu mere om stillingen via denne PDF, eller få uddybende information på klubbens hjemmeside – herunder kontaktinformation.

Du kan læse mere om stillingen her: Åbne stillinger hos Lyngby Tennisklub

——————————————–

Oktober 2025:

Holte søger fuldtidstræner. Er du passioneret omkring tennis og motiveret for at udvikle spillere på tværs af niveauer og aldre? Så er Holte Tennisklub måske oplagt at arbejde i! Lige nu søger cheftræner Lucas en ny fuldtidskollega fra 1. januar 2026. Læs mere om krav og hvad der tilbydes i dette stillingsopslag (PDF).

Du kan kontakte Lucas på sportschef@holtetennisklub.dk med dit CV, eller for at høre mere.

——————————————–

Har du kendskab til et jobopslag du gerne vil have vi promoverer, så kontakt os endelig!

——————————————–

Trænere søger klubber

Januar 2026
Johannes Park Skak er 40 år og søger fuldtidsstilling som enten cheftræner/sportschef-rolle i en lille klub eller ansvarlig for de yngste årgange i en større klub.

Johannes er oprindelig kandidat i uddannelsesvidenskab fra Danmarks Pædagogiske Universitet, men har i størstedelen af sit voksenliv været så heldig, at kunne leve af tennis (cheftræner/sportschef/klubchef).

Johannes har i sit arbejde primært haft fokus på:

  • Klubadministration, ledelse, træningsplanlægning og klubstrukturer
  • Kulturbærer for et ambitiøs klubmiljø med stor spillertrivsel
  • Rød tråd for rekruttering
  • Sjove og spændende klubevents- og tennisturneringer
  • Præstations- og motivationscoaching

Johannes’ største ambition er at skabe en tennisklub, som er den bedste sportsklub for børn og unge i den lokale kommune. Johannes’ speciale som tennistræner er børne- og juniortennis i årgangene U10, U12 & U14. Kan bygge en rød tråd i rekruttering til U8-U10, så klubberne fik en stabil rekrutteringslinje.

Kontakt: tel. 22762459 eller jpskak@gmail.com

——————————————–

Oktober 2025
Anders Worm er 22 år gammel tennistræner og fysikstuderende på Københavns Universitet. Han har mulighed for at træne indenfor 30 min. fra København Ø (bopæl). Anders ønsker at tilbyde undervisning om eftermiddagen og aftener på hverdage, og kan også i weekender efter aftale.

Læs hele Anders’ CV her

Område: København og omegn
Pris: ca. 250 kr. pr. time afhængigt af opgave og omfang
Kontakt: andersworm@outlook.dk

——————————————–

September 2025
Joakim Thörring – mangeårig træner og bestyrelsesaktiv i flere unioner, forbund og klubber, senest som formand og træner i Dragør – tilbyder nu sin ekspertise til andre klubber i indendørssæsonen 2025/2026.

Joakim har omfattende erfaring med alle typer spillere: juniorer, seniorer, begyndere, konkurrencespillere og hold. Han tilbyder træning på hele eller halve dage, minimum 3 timer pr. gang, med fleksibilitet ift. både hverdage, aftener og weekender. Det primære område er København, men tager opgaver inden for ca. 40 minutters kørsel fra Dragør.

Joakim står for højt energiniveau, stort engagement og fokus på både teknik og taktisk forståelse. Hans mål er at skabe glæde ved sporten, sikre løbende udvikling af spillernes kompetencer og styrke det sociale miljø i klubben.

Han tilbyder også kortere vikaropgaver ved sygdom, fratrædelser eller andre akutte behov i trænerteamet.

Kontakt: 📩 joathoe@gmail.com eller 📞+45 20 49 80 40

——————————————–

Er du tennistræner og har du også lyst til flere timer på banen, så kontakt os endelig!


Få dit stillingsopslag slået op

Trænere: Send en mail med (minimum) følgende syv oplysninger:

1) Dit navn, 2) din adresse, 3) dit træner-uddannelsesniveau, 4) hvilke årgange/kategorier/niveauer du gerne vil træne, 5) hvor langt fra din bopæl du maksimalt vil bevæge dig, 6) hvilke tidsinterval(ler) du kan tilbyde din arbejdskraft, 7) samt dit lønniveau (vær realistisk :))

Send oplysningerne til Tennis Øst’s sportschef Kim Hansen på kh@tennis.dk

Klub: Står du som klub og mangler træner(e), kan det være Tennis Øst kan hjælpe. Vores sportschef, Kim Hansen, har en bred kontaktflade og det har hele organisationen generelt. Send en mail med (minimum) følgende oplysninger

1) Klubnavn, 2) adresse, 3) hvilken type spillere skal trænes, 4) hvilke tider skal dækkes, 5) samt jeres lønniveau.

Send oplysningerne til Tennis Øst’s Sekretariatschef Anders Riedel på east@tennis.dk


Tennis Øst som arbejdsgiver

Tennis Øst kan agere arbejdsgiver og -tager. Dvs. ansættelsen kan foregå gennem Tennis Øst. Træneren får løn af Tennis Øst og klubben betaler Tennis Øst timelønnen for ydelsen. Det kan aftales hvis aktuelt.

Tennis Øst yder rådgivning

Tennis Øst kan også tilbyde rådgivning bl.a. vedrørende udarbejdelse af kontrakter mellem træner og klub.
Hvad skal du som træner sikre dig når du aftaler et job?
Hvad skal klubben sikre sig i en aftale med en træner, herunder f.eks. forsikring?