Turneringsoverblik

Genvejsnavigation gældende for denne side:
1. Turneringsformater (indledende skriv)
1.1. Tennis Øst holdturneringer udendørs
1.2. Tennis Øst holdturneringer indendørs
1.3. Tennis Øst Sjællandsmesterskaber udendørs
1.4. Tennis Øst Sjællandsmesterskaber indendørs
1.5. Tennis Øst padelturneringer
1.6. Tennis Øst skumtennis individuel
1.7. Tennis Øst åbne Sjællandsmesterskaber i skumtennis
1.8. Tennis Øst regionsturneringer
1.9. DTF Sommer Tour og DTF Vinter Tour
2. Aldersopdeling
3. Rangering
4. Geografisk spredning
5. Spillereglementer m.m.
6. Deltagerbetaling
7. Banekapacitet
8. Kommunikation
9. Andre operatører
10. Administration
11. Fælles digital platform

1. Turneringsformater

De primære opgaver for Tennis Øst på turneringsområdet er holdturneringer, Sjællandsmesterskaber og afholdelse af almindelige turneringer. Tennis Øst udbyder en række tennisturneringer i årets løb. Nogle i samarbejde med unionens klubber og andre som rene Tennis Øst arrangementer. Det er alt fra små lokale turneringer med 8 deltagere til store begivenheder som f.eks. Sjællandsmesterskaberne med op til 1.000 deltagere. Holdturneringen under Tennis Øst udbydes både udendørs og indendørs. Unionen bestræber sig på at have så mange typer hold, at alle spillere har mulighed for at deltage. Skumtennis er vigtigt for især de unge spilleres udvikling. Tennis Øst afholder både holdturneringer, individuelle turneringer (turneringer for individuelle single- og doublespillere) og turneringer i samarbejde med DGI og de andre unioner. For så vidt angår turneringer for klubhold deltager hovedparten af de godt 120 tennisklubber i Tennis Øst. Omkring 600 hold spiller i holdturneringer i regi af Tennis Øst. 

Mere end 175 hold fra unionens klubber deltager i regi af Dansk Tennis Forbund (DTF) i elitedivisioner for damer og for herrer, i op til fire puljeopdelte divisioner samt i stort antal puljeopdelte såkaldte ligaer for klubbernes sekundahold. Godt 30 hold fra unionens medlemsklubber spiller i veteranernes 1. divisioner for 40+, 50+, 60+ og 70+, arrangeret af Danske Tennisveteraner. I DTF’s juniorholdturnering deltager omkring 60 hold, hvoraf 3 ud af 4 er medlemsklubber i Tennis Øst.

Herudover afholder Tennis Øst individuelle turneringer, hvoraf de største er Sjællandsmesterskaber (SM) udendørs i 70-80 rækker med et deltagerantal varierende fra år til år mellem 700 og 1.100 deltagere. I unionens Sjællandsmesterskaber indendørs med 60-70 rækker deltager sædvanligvis op til 900 spillere. Hertil kommer på området for Tennis Øst et utal af tilbagevendende eller enkeltstående individuelle turneringer arrangeret af og i en enkelt klub – i en række tilfælde i samarbejde med Tennis Øst.

1.1. Tennis Øst holdturneringer udendørs

Tennis Øst afvikler er bred vifte af holdturneringer udendørs. Der er holdtyper i alle juniorgrupper fra U8-

U18 samt skumtennis. Der er også hold for ungseniorer, seniorer på mixhold og seniorer på ”rene” hold (herrer eller damer). Motionistrækkerne er med omkring 100 hold også populær i mange klubber. Rækken er opdelt i fire niveauer. Unionen har også veteranhold fra de unge i 40+ og op til de ældste i 75+. Her findes også ”rene” hold samt Golden Age hold.  

Normalt deltager omkring 600 hold fra over 90 klubber i Tennis Østs holdturnering udendørs.

Læs mere om vores holdturnering udendørs

1.2. Tennis Øst holdturneringer indendørs

Indendørs udbydes lidt færre typer hold end udendørs, hvilket skyldes den begrænsede banekapacitet. Der er U14 og U18 hold samt skumtennishold fra U8 til U18/ungsenior. Fra 2023/2024 er der også mulighed for at spille på senior skumtennishold. Et andet nyt tiltag er senior mixhold (kønsneutralt), som har været en stor succes udendørs. Tennis Øst har desuden veteranhold fra 40+ op til 70+. Her findes også ”rene” hold samt Golden Age hold. Ligesom udendørs er der motionisthold i flere kategorier. 

Normalt deltager op mod 250 hold fra omkring 50 klubber i Tennis Østs holdturnering indendørs.

Læs mere om vores holdturnering indendørs

1.3. Tennis Øst Sjællandsmesterskaber udendørs

Hvert år i maj/juni afvikles Danmarks største individuelle tennisturnering med op til 1.100 deltagere. Ofte benyttes 20-25 klubber til de indledende kampe, mens finalestævnet med omkring 60 finaler er samlet på et sted. 

Juniorerne har rækker fra U10-U18. Disse underinddeles hver især i op til fire kategorier. Der spilles i rene drenge- og pigerækker bortset fra U10, som spiller kønsneutralt (med enten grøn eller orange bold).

Seniorrækkerne er fordelt på Mester-, A- og B-rækker. Veteranrækkerne spiller i 40+, 50+, 60+ og 70+.  

Læs mere om SM udendørs

1.4. Tennis Øst Sjællandsmesterskaber indendørs

Hvert år i november/december afvikles Danmarks næststørste individuelle tennisturnering med op til 900 deltagere. Der spilles i 10-15 tennishaller i de indledende kampe, mens finalestævnet med omkring 50 finaler er samlet på et sted. 

Juniorerne har rækker fra U10-U18. Disse underinddeles hver især i op til fire kategorier. Der spilles i rene drenge- og pigerækker bortset fra U10, som spiller kønsneutralt (med enten grøn eller orange bold).

Seniorrækkerne er fordelt på Mester-, A- og B-rækker. Veteranrækkerne spiller i 40+, 50+, 60+ og 70+.

Læs mere om SM indendørs

1.5. Tennis Øst padelturneringer

Tennis Øst vil inden for den kommende tid forsøge sig med nogle padelturneringer. Det er et nyt område med mange andre aktører, herunder Dansk Padel Forbund, så der skal findes en niche, hvor unionen passer ind. En oplagt mulighed vil være at afvikle Sjællandsmesterskaber (unionsmesterskaber) for forskellige grupper af spillere, herunder motionister og juniorspillere.

Læs mere om padelturneringer

1.6. Tennis Øst skumtennis individuel

Tennis Øst afvikler mange individuelle skumturneringer i årets løb. Primært i indendørssæsonen, men også i løbet af udendørssæsonen. Unionen samarbejder med DGI med de fleste turneringer, men laver også sine helt egne skumturneringer. I samarbejde med de andre unioner afvikler Tennis Øst et fælles DTF- mesterskab i skumtennis for de bedste spillere fra hver union.

Læs mere om vores individuelle skumturneringer

1.7. Tennis Øst åbne Sjællandsmesterskaber i skumtennis

Danmarks største skumturnering afvikles af Tennis Øst med 300-400 spillere hvert år i starten af indendørssæsonen. Der spilles på tid og i puljer. De bedste fra hver pulje går videre til semifinaler og finaler. Turneringen er både for børn og voksne.

1.8. Tennis Øst regionsturneringer

Et nyt tiltag som er ved at blive indført i unionens seks regioner fra foråret 2024. Det bliver to-mandshold, som spiller to singler og en double. Hver klub kan stille så mange hold, som man ønsker. Man møder hold fra de andre klubber fra regionen efter kampplaner, der laves af Tennis Øst. Rækkerne deles op i to kategorier (øvede og motionister). Om muligt vil Tennis Øst arrangere et finalestævne for de bedste hold fra hver region i slutningen af sæsonen.  

1.9. DTF Sommer Tour og DTF Vinter Tour

DTF Sommer Tour og DTF Vinter Tour er forbundets udbud af individuelle turneringer for både juniorer, seniorer og veteraner i henholdsvis udendørssæsonen og indendørssæsonen. Det samlede udbud af turneringer og rækker i hver sæson bliver til efter klubansøgninger til forbundet, der forestår den samlede tilrettelæggelse, og som opdelt uge for uge fremgår af hver af de to såkaldte terminsoversigter på forbundets hjemmeside – én for sommersæsonen og én for vintersæsonen. Samlet set udbydes der på årsplan 250-300 turneringer med omkring 1.200-1.300 rækker. Med i dette billede af turneringernes omfang hører, at ikke alle de udbudte rækker i den enkelte turnering ender med at blive gennemført, idet arrangøren kan aflyse udbudte rækker, hvis der ikke indkommer det forudsatte antal tilmeldinger. Deltagergebyret ligger i de fleste turneringer i prislejet 200-350 kr. og i reglen i intervallets øvre ende i vintersæsonens turneringer. Turneringerne i både Sommer Tour og Vinter Tour bærer sædvanligvis et tilhørende sponsornavn, eksempelvis Comwell eller Head.

DTF Sommer Tour turneringerne afvikles fra slutningen af april til midten af september. Det samlede antal af turneringer i hver sommersæson varierer, men udgør for tiden omkring 125 turneringer med godt 700 rækker svarende til gennemsnitlig 5-6 enkeltrækker i hver turnering. Et mindre antal medlemsklubber i Tennis Øst (20-25) og unionen står for 2 ud af 3 af turneringerne og for 4 ud af 5 af rækkerne. I 2023 har Tennis Øst for første gang haft individuelle turneringer med på DTF Sommer Tour. I alt fem turneringer med omkring 20 enkeltrækker fra juni-september. Med hjælp fra syv klubber har unionen markeret sig på en ellers meget turneringstæt Sommer Tour, hvor der er et utal af andre turneringer i hele landet.

DTF Vinter Tour turneringerne afvikles fra starten af oktober til udgangen af marts. Det samlede antal af turneringer i hver vintersæson har svinget en del gennem årene, men udgør for tiden op mod 150 med godt 450 rækker svarende til gennemsnitlig 3-4 enkeltrækker i hver turnering. Et mindre antal medlemsklubber i Tennis Øst (omkring 15) og unionen står for 2 ud af 3 af turneringerne og for 4 ud af 5 af rækkerne. Tennis Øst (og tidligere SLTU) har gennem de sidste 40 år bidraget til DTF Vinter Tour med hjælp til klubber, der har tennishaller, så de har kunnet afvikle indendørs, individuelle turneringer. Da det kan være svært for de enkelte klubber selv at tilrettelægge, forberede, klargøre, markedsføre og afvikle turneringer, har unionen stået for dette, herunder for mailudsendelse, opkrævninger af gebyrer, seedninger, lodtrækninger, indsættelser af reserver, bolde, præmier, turneringsledere, turneringsrapporter til DTF m.m. 

2. Aldersopdeling

Juniorerne spiller aldersopdelt i intervaller på 2 år. De yngste spiller skumtennis (minitennis) i kategorierne U8 og U10. De øvrige juniorer spiller i U12, U14, U16, U18/ungsenior (op til 25 år) – for tiden alle kønsneutralt (frem for kønsopdelt).

For de ældre aldersgrupper spilles der i aldersgrupper opdelt i intervaller på 10 år – i de fleste tilfælde som 40+, 50+, 60+, 70+ – både for hold og individuelt.

3. Rangering

På holdturneringsområdet afgøres rangeringen af de tilmeldte hold af løbende op- og nedrykninger efter hver indendørs- og udendørssæson.

I de fleste individuelle turneringer anvendes seedninger baseret på ranglister. Indplacering på en rangliste forudsætter, at man som spiller har købt licens. Ranglisterne over tennisspillere omfatter næsten 800 herrer, næsten 500 damer samt – grupperet efter aldersgrupper – godt 1.000 juniorer og godt 550 veteraner. Tennis Øst andelen af ranglistespillere udgør omkring 75 procent. Ranglisten med alle licenshavende tennisspillere opdateres ugentligt.

Ranglistepoints for licensspillere optjenes på grundlag af spillernes resultater i de individuelle turneringer, som på landsplan er optaget på forbundets terminsoversigter for henholdsvis udendørs og indendørs sæsonerne, i holdkampe samt i internationale turneringer.

Ranglisten over padelspillere indeholder godt 1.300 seniorspillere, hvoraf skønsmæssigt op mod 40 procent er spillere øst for Store Bælt.

Det Internationale Tennis Forbunds (ITF) rating-system, benævnt World Tennis Number (WTN), anvendes af Dansk Tennis Forbund. En matematisk model afkoder spilleniveauet for hver spiller, uanset, hvor de spiller, og hvilke turneringer, de deltager i, og uanset om de er licensspillere eller ej. Systemet registrerer spillernes rating inden kampen. Spillernes WTN vil skifte afhængig af kampens resultat. Kampresultater analyseres på sætniveau. Systemet opdateres ugentligt på basis af de senest registrerede kampresultater og giver dermed til enhver tid et øjebliksbillede af hver spillers niveau. Skalaen i rating-systemet går fra 40,9 (dårligst) til 1,0 (bedst). WTN bruger samme skala til at indplacere alle spillere uanset niveau, alder og køn. Der er et separat WTN for single og for double. I WTN indgår for hver enkelt spiller med en profil i DTF’s Tournament Software alle kampresultater, der er blevet registreret i systemet siden 2016. Rating-systemet anvendes ikke til seedning.  

Et alternativt rating-system er UTR (Universal Tennis Rating), som er et populært rating-system for spillere i amerikansk collegetennis, og som også har flere partnerskaber i Danmark.

4. Geografisk spredning

På holdturneringsområdet tages der normalt geografiske hensyn således, at holdene opdeles i puljer af hold, som er beliggende i størst mulig nærhed af hinanden. 

I individuelle turneringer spilles indledende kampe i Sjællandsmesterskaberne i forskellige klubber for at mindske den geografiske afstand for deltagerne, hvorimod klubbernes individuelle turneringer spilles i de respektive klubber.

5. Spillereglementer m.m.

For holdturneringer afholdt i Tennis Øst regi er der fastlagt særskilte spillereglementer for veteran rene dame og herrehold, veteran 2. division og lavere samt indendørs, skum-tennis hold samt indendørs, senior serien, motionist-hold, junior-hold samt indendørs og Golden Age-hold samt indendørs. Et særligt reglement er fastsat for skum-tennis individuelle stævner.

Reglementerne for holdturneringerne omhandler turneringsformater, turneringsplan, spilletidspunkter, antal kampe, holdpoint, holdplacering, op- og nedrykning, matchforberedelse og -afvikling, holdopstilling og ranglister, protester samt retningslinjer for kampe uden dommer.

For holdturneringen er der ligeledes fastlagt regler om, hvem der må spille på hvilke hold, samt regler om udfyldelse af holdkort og indberetning af resultater i DTF’s turneringsplatform Tournament Software.

Som vejledning ved alle turneringer i Tennis Øst regi gælder den adfærdskodeks om matchfixing og anden uetisk adfærd, som er udarbejdet af DTF.

Download og læs alle Tennis Øst spillereglementer for alle rækker her

6. Deltagerbetaling

Deltagelse i såvel holdturneringer som individuelle turneringer er helt eller delvis finansieret via deltagergebyrer.

På holdturneringsområdet betaler hver enkelt klub for hvert hold, der tilmeldes. Prisen for tilmelding af senior- og veteranhold udgør 600-1.200 kr. varierende efter holdtype og -størrelse og efter, om turneringen er udendørs eller indendørs. Prisen er lavere for små juniorhold og skumtennishold.

Ved individuelle turneringer udgør deltagerprisen typisk 200-350 kr. og det halve for skumtennis.

7. Banekapacitet

Antallet af individuelle indendørs turneringer påvirkes af, at antallet af indendørs baner er begrænset, ligesom afholdelse af individuelle turneringer i nogle tilfælde forhindres af, at de klubber, som råder over indendørs baner, er utilbøjelige til at stille deres baner til rådighed.

De fleste klubber, som ikke råder over egne indendørs baner, har ikke mulighed for at tilmelde sig indendørs holdturneringer. Nogle af disse tilmelder sig dog ved at leje sig ind hos klubber med indendørs baner. 

8. Kommunikation

Turneringsinvitationer kommunikeres ad flere kanaler. Information om turneringer findes i en række tilfælde på unionens hjemmeside. I nogle tilfælde sendes invitationer via e-mails direkte til eksempelvis holdkaptajner, klubchefer, formænd og bestyrelsesmedlemmer.

Langt de fleste turneringer kan fremsøges i forbundets turneringsunivers, Tournament Software. Forbundets hjemmeside indeholder også omtale af og links til turneringer.

Unionen kommunikerer i en række tilfælde også via Facebook – især ved påmindelser om frister for tilmeldinger.

9. Andre operatører

I Dansk Tennis Forbunds regi håndteres individuelle turneringer og holdturneringer på nationalt niveau, herunder danmarksmesterskaber.

DTF’s holdturnering på padelområdet benævnes Arla Protein Ligaen. Der spilles herredoubler, damedoubler og mixdoubler opdelt i en liga, divisioner og geografiske puljer. Knapt 150 hold deltager.

Dansk Padel Forbunds holdturnering benævnes Lunar Ligaerne, hvori knapt 700 hold deltager.

Danske Tennis Veteraner står for tilrettelæggelsen og administrationen af 1. divisions turneringshold for veteraner, herunder også på Tennis Øst området.

10. Administration

De administrative opgaver vedrørende turneringsaktivitet i Tennis Øst regi varetages af turneringskonsulent Thomas Rosenmejer.

11. Fælles digital platform

Det digitale system, Tournament Software, er Dansk Tennis Forbunds turneringsunivers, hvori også Tennis Øst indgår. Programmet omfatter spillere, klubber, planer for og resultater af individuelle turneringer og holdturneringer, licenser og profiler samt nationale ranglister og klubranglister (”ladders”). Oprettelse af personlige profiler er en betingelse for at kunne indgå i systemet for både spillere, holdturneringsansvarlige (holdkaptajner) og klubadministratorer. Til det digitale system hører en særskilt manual til holdturneringsansvarlige om påsætning af tider og holdkaptajner for hjemmekampe, indberetning af klubrangliste, rettigheder til resultatindberetning for klubben og for holdkampe, herunder registrering af, at en holdkamp ikke er færdigspillet, at ét af holdene ikke er mødt op, eller at kampen er udsat.

Tournament Planner er et særligt software program til brug for turneringsarrangører, især ved individuelle turneringer, som giver adgang til automatisering af en række standardopgaver i forbindelse med turneringstilrettelæggelsen, herunder seedning (ved import af aktuelle ranglister), wild cards, lodtrækning, spilletidspunkter, spilleregler (herunder om antal sæt og tie-breaks) samt supplerende praktisk information, f.eks. om tilkørsels- og parkeringsforhold.