Vigtigt!
Når du retter henvendelse til enten sekretariatet (herunder den turneringsansvarlige) eller Tennis Øst bestyrelsen, så skal du være OBS på at Tennis Øst kan dele navn på klager med den anklagede, i forbindelse med at vi undersøger sagen. Det gøres for at skabe fuld gennemsigtighed og forstå sagen fra begge sider af bordet. Ønsker du specifikt at optræde anonym når du klager, skal dette understreges ved første kontakt og så kan det påvirke i hvilket omfang vi kan gå ind i sagen. Vi undersøger altid først alle henvendelser og sagen, inden vi evt. anbefaler at man benytter nedenstående klagemulighed. Vi opfordrer også altid til at sagens parter først forsøger at løse problemstillingen på egen hånd.
Klager og protester over forhold i forbindelse med holdturneringer, der administreres af Tennis Øst, skal indsendes til Tennis Øst senest seks dage efter at det forhold, som har givet anledning til protesten, har fundet sted.
Protesten skal være underskrevet af et bestyrelsesmedlem og vedhæftet dokumentation for det forhold, som har givet anledning til protesten, samt bankoverførsel (kontonr.: 1551-7097395) af et depositum på 500 kr.
Det indbetalte depositum tabes, hvis protesten ikke tages helt eller delvis til følge. For sent fremkomne protester og protester, hvor der ikke medfølger depositum, kan ikke forventes behandlet af Tennis Østs Turneringsudvalg, der er højeste myndighed og træffer afgørelser i alle sager vedrørende fortolkningen af dette reglement.
Spørgsmål, som foranstående regler ikke måtte dække, afgøres af Tennis Øst’s Turneringsudvalg. Afgørelser truffet af Tennis Øst’s Turneringsudvalg, kan indbringes for Tennis Øst’s Appeludvalg indtil 14 dage efter at afgørelsen er meddelt klubben.
Appeludvalg
Ifølge § 15 i vedtægterne for Tennis Øst nedsættes et appeludvalg, der behandler klager over sportslige afgørelser truffet af Tennis Østs turneringsudvalg i forbindelse med afvikling af Tennis Østs turneringsaktivitet, herunder holdturneringer.
Udvalgets medlemmer skal være uafhængige af unionens bestyrelse, og medlemmerne kan således ikke være medlem af bestyrelsen eller unionens øvrige udvalg.
Bestyrelsen fastsætter forretningsorden for Appeludvalget, som ikke må være i uoverensstemmelse med reglerne for DIF’s virksomhed.
Udvalgets medlemmer, der vælges for to år ad gangen på unionens generalforsamlinger, er:
- Ann-Birgitte Holm Gregersen, Farum Tennisklub
- Tom Nørskov, Taarbæk Tennis Klub
- Torben Sejer, Rødovre Tennisklub