Tak for et spændende Sjællandsmesterskab Indendørs 2022! Der er gået ca. en måned siden finalen. Julen og nytåret er overstået og det er tid til at evaluere. Det var mit første SM som sekretariatschef og jeg må sige jeg er meget imponeret over niveauet. Jeg havde æren – sammen med den turneringsansvarlige i Tennis Øst, Thomas Rosenmejer og Tennis Øst Formand, Henrik Klitvad – at se finalekampe i Hillerød. Undervejs havde jeg også haft lejlighed til at se 2 runder puljefinaler i Slagelse for de helt små. De unge finale-årgange (U12 og U14) spillede på finaledagen i Hørsholm/Rungsted og der havde vi vores sportschef og DTF Juniorlandsholdstræner Kim Hansen forbi.
Jeg startede med et ”Tak!”, men kan roligt uddybe. Der er nemlig rigtig mange at takke for en god turnering. Haller, sponsor (HEAD), officials, forældre og koordinatorer, men vigtigst af alt, spillerne. Dem var der 768 af i turneringen, tilmeldt i 66 rækker. Så vi kunne virkelig se en masse god tennis.
Vi oplevede desværre også igen i år en del ”Walk Overs” og deraf aflyste kampe i turneringens første indledende dage. Tennis Øst er helt bevidst om de to faktorer, der spiller mest ind i den forbindelse, nemlig tidspunktet for turneringen, som jo ligger lige midt i en masse julearrangementer og så den forholdsvis tidlige deadline for tilmelding. Oven i det, fik vi igen i år en del corona-afbud, men det håber vi altså også var sidste gang vi så dem.
De to første problemstillinger bliver dog hængende og det er derfor noget vi løbende arbejder på. Mht. tidspunktet for turneringen, er der kommet en række spændende forslag på bordet og vi vil her i 2023 arbejde videre med dem. Vi er meget bevidste om at turneringen for juniorers vedkommende ikke kan ligge i f.eks. januar, da det vil kunne påvirke hvilke rækker man spiller SM i, vs. hvilke rækker man har spillet igennem året. Omvendt kan det være mere praktisk med en januar-turnering for seniorer, og vi ser nu på om vi kan ”møde” begges ønsker ud i fremtiden. Der er således gode ideer på bordet. Er turneringskoordinatorer i tennisforbundet med på disse ideer, så håber vi på også at finde en god løsning på den problematik. Pudsigt nok, kan løsningen måske også afhjælpe den anden problematik, nemlig hvornår vi må lukke for tilmeldinger. Det tidlige luk skyldes at SM er så stor en enkeltstående turnering og at koordinering med haller og officials er en rigtig stor mundfuld for Tennis Øst organisationen. Det varetages primært af vores turneringsansvarlige Thomas Rosenmejer, som ligger vandret i perioden op til de helt store stævner. Det tager nemlig bare en god portion tid, at få baner og officials til alle de kampe. Derfor bruger jeg også lejligheden til at opfordre haller i regionen til at melde ind i god tid og måske allerede nu overveje den mulighed, at der kan lægges baner til SM INDE 2023. Især i hovedstadsområdet mangler vi ofte baner og da rigtig mange spillere kommer fra dette område, skal to spillere fra en hovedstadsklub, ofte køre ret langt for at spille. Så husk at prioritere SM i jeres haller, når vi inden længe rækker ud til jer vedr. 2023.
Så til årets turnering og det sportslige. Vi oplevede rigtig god aktivitet i rigtig mange haller og bredt i regionen. Skønt at se hvordan spillerne bliver taget imod i hallerne – nogle gange med hjemmebag, gratis saftevand og ikke mindst et smil. Det er dejligt at se, at det også er ”stort” for jer at der er SM i hallen.
Flere har meldt ind, at de var imponeret over niveauet og det viser at vi har rigtig mange trænere derude, som er gode til at klæde deres spillere på. Jeg løb selv ind i trænere, der var taget ud for at se og støtte deres spillere og det er stærkt at se den slags dedikation. Fortsæt med den slags entusiasme, det betyder så meget for jeres spillere, når de står ude på banen og skal tackle både tennis og sig selv. Det at de yngste bliver bemærket af dem man ser allermest op til, giver en respekt og passion for sporten, som der kan være brug for senere i livet, når tennis bliver én af mange valgmuligheder.
Jeg var selv tilskuer til finalerne i Hillerød og så kampene på de to ”centre courts” og stod ligeledes på tæer, for at følge lidt med i de andre kampe også. Jeg så en imponerende U16 finale hos drengene, efterfulgt af en fantastisk (og meget lige) finale i damesinglens mesterrække, mens de øvrige baner også bød på spændende finaler. Herresinglen i mesterrækken gik i gang med et vanvittigt niveau, men desværre måtte den stoppes efter 6 partier pga. en skade. Jeg glæder mig derfor allerede til at se mere til spillerne under SM udendørs. Der var kvalitetstennis og en unik mulighed for at vurdere eliten herhjemme. Nogle af de bedste yngre spillere er på vej ud i verden og måske er det sidste gang vi ser dem til SM, mens ældre spillere holder et højt niveau og beviser at tennis er en sport, hvor man forbedrer sig hele livet igennem.
I år var vi desværre ikke så mange i hallen til finalen og det er jo et klassisk tennis-problem i dagens Danmark, men niveauet er der til at trække publikum og jeg lover at Tennis Øst sekretariatet fremover bliver bedre til at orientere om finaler, så det ikke bliver undskyldningen. De kampe her er faktisk en cykel eller biltur værd – og så er det jo ganske gratis at komme ind!
Slutteligt får i lige en liste med vinderne. Der er mange rækker i U10 årgangen, som derfor spilles i puljer for at få flest muligt kampe til alle. Vindere og deltagere af disse, kan man se på turneringssiden. Fra U12 og frem, gælder det ”knock-out”-kampe og herunder listes vinderne.
Billederne af de mange glade præmiemodtagere, kan man finde på vores Facebook-side, hvor de er lagt op!
Så er der bare tilbage at ønske tillykke. Ikke alene til vinderne, men alle deltagere, der via SM, fik noget god intensitet ind i hverdagen og som med garanti lærte sig selv (lidt) bedre at kende undervejs. Jeg glæder mig til at se jer alle igen til en Tennis Øst turnering!
Anders Riedel – Sekretariatschef i Tennis Øst
Sjællandsmestre Tennis Indendørs 2022 – Stort tillykke til jer alle.
Mesterrækken (top seniorrække): | |
Senior herresingle Mesterrække | Jonas Schwarz |
Senior damesingle Mesterrække | Caroline Dandanell Lindahl |
Senior herredouble Mesterrække | Christian Grønfeldt-Sørensen og August Brostrøm Poulsen |
Senior damedouble Mesterrække | Alberte Kleist Jørgensen og Caroline Dandanell Lindahl |
40+ herresingle Mesterrækken | Claus Hansen |
40+ damesingle Mesterrækken | Hanne Juul Holt |
50+ herresingle Mesterrækken | Thomas Rosenmejer |
50+ damesingle Mesterrækken | Charlotte Jacobsen |
60+ herresingle Mesterrækken | Philip Verge |
60+ damesingle Mesterrækken | Mona Slothuus |
Kat 1 (top juniorrække): | |
U12 Drengesingle kat. 1 | Laurits Østergaard |
U12 Pigesingle kat. 1 | Filippa Foxby Munch |
U12 Drengedouble kat. 1 | Adam Kjærsgaard Sørensen og Laurits Østergaard |
U12 Pigedouble kat. 1 | Filippa Foxby Munch og Sophia Valsted |
U14 Drengesingle kat. 1 | Mingus Zack Hansen |
U14 Pigesingle kat. 1 | Anna Brandt Schultz |
U14 Drengedouble kat. 1 | Mingus Zack Hansen og Magnus Østergaard |
U14 Pigedouble kat. 1 | Alberte Høybye og Vanesa Vida Nielsen |
U16 Drengesingle kat. 1 | Amir Albeg |
U16 Pigesingle kat. 1 | Oline Vienberg Skovgaard |
U16 Drengedouble kat. 1 | Valdemar Spillemose Andersen og Theodor Bergholt Andersson |
U16 Pigedouble kat. 1 | Gabriela Mincheva Hansen og Maria Kristine Rosenkilde Butina |
U18 Drengesingle kat. 1 | Frederik William Nissen Horsten |
U18 Pigesingle kat. 1 | Elin Brun Créton |
Øvrige rækker: | |
U12 Drengesingle kat. 2 | Gustav Kloch |
U12 Drengesingle kat. 3 | Christoffer Westrup |
U12 Drengesingle kat. 4 | Carl Alfred Lambrecht Beckmann |
U12 Pigesingle kat. 2 | Sara Balling |
U12 Pigesingle kat. 3 | Isabella Tiedemann |
U12 Pigesingle kat. 4 | Madeleine Dehn-Christoffersen |
U12 Pigedouble kat. 2 | Ophelia Appel-Græm Solove og Maja Palichleb |
U14 Drengesingle kat. 2 | Richard Andersen |
U14 Drengesingle kat. 3 | Sebastian Roberti |
U14 Drengesingle kat. 4 | Alexander Hilberg |
U14 Pigesingle kat. 2 | Anna Frederikke Forland |
U14 Pigesingle kat. 3 | Melanie Wilson Asanji |
U14 Pigesingle kat. 4 | Anna Elisabeth Borgenholt Knudsen |
U14 Drengedouble kat. 2 | Jacob Kjærsgaard Sørensen og Christoffer Westrup |
U14 Pigedouble kat. 2 | Emilia Cecilie Mondrup og Betty Lou Reffstrup |
U16 Drengesingle kat. 2 | Aksel Lund Østergaard |
U16 Pigesingle kat. 2 | Katrine Rose Damkjær |
Senior herresingle A-række | Kasper Elsman |
Senior herresingle B-række | Michael Rostorp |
Senior damesingle B-række | Trine Andersson |
Senior herredouble B-række | Peter Andersson og Jacob Weis Simonsen |
Senior damedouble B-række | Helene Halkjær Wenzel og Louise Yung Nielsen |
Senior mixeddouble B-række | Jesper Fynbo Erichsen og Karin Fynbo |
40+ herresingle A-rækken | Mads Behrndt |
40+ herredouble | Kasper Eghøj og Claus Hansen |
40+ damedouble | Malene Frei og Maria Tjellesen |
40+ mixeddouble | Henrik Kristian Christensen og Gitte Almer Nielsen |
50+ herresingle A-rækken | Anders Tang |
50+ herredouble | Claus Møller Petersen og Thomas Rosenmejer |
50+ damedouble | Gitte Wittenburg Lotz og Pia Sinikka |
50+ mixeddouble | Claus Møller Petersen og Janne Theilgaard |
60+ herredouble | Kristian Budtz-Olsen og Kim Nilsson |
60+ damedouble | Birthe Henriksen og Mona Slothuus |
60+ mixeddouble | Per Nykjær og Kirsten Wendt |