Opdatering pr. 3. november 2025
Vi har nu fyldt alle de første datoer – og lidt til! Tak for den store interesse.
Timerne er fordelt til klubber efter medlemstal og evt. egen hal. Vi har desværre ikke kunnet imødekomme alle ønsker, og vi har måttet prioritere ansøgninger fra klubber uden egen hal, som også tidligere oplyst kunne blive prioriteret.
Tennis Østs sekretariat vil forsøge at skaffe flere timer. Lykkes det ikke i år, vil vi indstille til, at Tennis Østs bestyrelse ser på en udvidet mulighed i sæsonen 2026/27. De mange ansøgninger viser, at flere klubber uden egne faciliteter kæmper for at holde aktiviteten i gang i vinterhalvåret – og det vil vi gerne understøtte, hvor det er muligt.
Vi vender tilbage, hvis vi får tildelt flere timer. Alle klubber har enten modtaget, eller vil snarest modtage, svar på deres ansøgning.
—————————————————–
Kære medlemsklubber
Denne nyhed er også udsendt som e-mail til alle registrerede klubformænd og klubchefer i Tennis Øst. Kontakt evt. din formand/klubchef, hvis du er spiller og mener dette er interessant for jer!
Tennis Øst har lejet 9 dage i Hedehusenes Tennishal denne vinter, som en del af et initiativ fra Spillerudviklingspuljen i vinteren 2025/2026.
De reserverede timer kan derfor benyttes vederlagsfrit af alle medlemsklubber i Tennis Øst, dog med en nødvendig prioritering (se herunder).
Timerne ligger på udvalgte weekender og skal anvendes til træning eller socialt spil som f.eks. klubtræning eller en hurtig intern miniturnering.
Rammer for brugen
- Der skal være min. 4 deltagere pr. bane.
- Klubben står selv for træningen (Tennis Øst stiller ikke træner til rådighed).
- Der skal udpeges en banekoordinator fra klubben, som står for afviklingen.
- Caféen i Hedehusene vil sandsynligvis være lukket – medbring derfor selv mad og drikke.
- Pas rigtig godt på hallen! Vi vil gerne have lov at leje den igen en anden gang.
- Banetimerne må ikke bruges til individuel træning eller holdkampe.
- Et evt. deltagergebyr fastsættes og håndteres udelukkende af klubben.
- Flere klubber kan sagtens dele en bane (4 timer).
- Hedehusene kan kontaktes særskilt, hvis man efterfølgende ønsker vinter-medlemskab eller mere spil i hallen.
Mulige banedage i Hedehusene Tennishal
| Dag | Ugedag | Dato | Tidspunkt | Uge |
| 1 | Søndag | 2. november | kl. 12.00–16.00 | 44 |
| 2 | Lørdag | 13. december | kl. 12.00–16.00 | 50 |
| 3 | Lørdag | 10. januar | kl. 09.00–13.00 | 2 |
| 4 | Søndag | 18. januar | kl. 12.00–16.00 | 3 |
| 5 | Lørdag | 31. januar | kl. 12.00–16.00 | 5 |
| 6 | Lørdag | 28. februar | kl. 09.00–13.00 | 9 |
| 7 | Søndag | 15. marts | kl. 12.00–16.00 | 11 |
| 8 | Lørdag | 28. marts | kl. 09.00–13.00 | 13 |
| 9 | Lørdag | 18. april | kl. 12.00–16.00 | 16 |
Prioritering
Vi opfordrer især klubber uden egen hal til at byde ind på tiderne.
Hvis der er flere ansøgere til samme dag, prioriteres disse klubber først. Derefter klubber med begrænset indendørskapacitet.
Der er to baner pr. session med fire timer hver, så det er oplagt, at to klubber deler dagen og får en bane hver, men I kan ansøge om begge baner og vil blive tildelt disse, hvis I er eneste ansøger.
Hver klub kan tildeles op til fire dage, svarende til 16 timers gratis indendørstræning. Vi modtager ansøgninger løbende og sætter løbende deadlines for de enkelte dage vinteren igennem.
Dette giver en oplagt mulighed for at fastholde jeres spillere – f.eks. juniorer fra sommersæsonen – og sikre, at de får spillet lidt “rigtig” tennis i vintermånederne.
Perspektiv
Dette er et testforløb i 2025. Hvis der er god opbakning, vil Tennis Øst arbejde for at gentage og evt. udvide initiativet i 2026.
Sådan ansøger I:
Se banetiderne ovenfor og udfyld denne formular for jeres klub (p.t. lukket, da alle tider er taget).
Vi kontakter jer derefter for at besvare ansøgningen.
De sportsligste hilsner fra
Tennis Øst


