Sådan! Vi er i gang med SM indendørs. Læs med her.

Startskuddet er gået. Vi glæder os til de kommende uger og vi håber du gør det samme. Årets Indendørs Sjællandsmesterskaber i Tennis, startede (for alvor) fredag den 25. november i uge 47 og løber til finaledagen lørdag den 10. december i uge 49, hvorefter juleroen kan indfinde sig. Der er dog lidt praktisk info, som vi gerne vil benytte lejligheden til at dele på denne side.

Spillerprogrammet er offentliggjort og kan findes her.

Løbende nyheder fra turneringens haller m.m. kan du finde her (eller nederst på siden)

Derudover er der et factsheet, som er yderst praktisk at orientere sig om. Arket er udfærdiget af den hårdtarbejdede turneringsleder Thomas Rosenmejer (så husk at give ham et klap på skulderen, hvis du løber ind i ham derude) og spørgsmål til turneringen og kampe rettes til ham – thr@tennis.dk. Da turneringens kampe næsten alle afvikles, når vi alle har fri og mulighed for at slå til tennisbolde, kan det være svært at få et øjeblikkeligt svar fra os, når du nu står ude i hallen med et issue. Forsøg efter bedste evne at løse problemet i fællesskab, eller skriv en mail og så skal vi nok holde lidt ekstra øje med mailen i perioden.

Har du mere generelle spørgsmål til Tennis Øst tiltag, eller turneringerne generelt, så hedder jeg Anders og sidder klar på east@tennis.dk eller via den lille chat, du finder nede i hjørnet af siderne. Jeg kan også kontaktes på telefon 56 14 95 99 – Optimalt i tidsrummet man-fredag 10-15.

Factsheet til Sjællandsmesterskaberne inde 2022
Turneringen afvikles i perioden 25. november til og med lørdag den 10. december 2022, med finalestævne lørdag den 10. december i Hillerød Tenniscenter og Hørsholm/R. Tennisklub.

Referees til finalelørdagene er de garvede Preben Silva i Hørsholm/R. og Preben Rasmussen i Hillerød. Dermed er der stor erfaring på banerne. Brug dem til at svare på eventuelle spørgsmål.

Mødetid og opvarmning:
Mødetid min. 15 minutter før programsat kampstart. Meld din ankomst hos turneringsledelsen.
Opvarmning på banen er max. 5 minutter. Af hensyn til tidsplanen SKAL dette overholdes.

Kampformater:
Seniorer og veteraner spilles bedst af tre sæt, et eventuelt 3. sæt spilles som matchtiebreak til 10.

Der spilles med No-Ad i alle doublerækker hos juniorer og seniorer. Veteran doublerækker spilles uden No-Ad.

I alle juniorkampe, uanset kategori, spilles der med No let.

DTF Next Gen afvikles som bedst af tre sæt til fire partier, tiebreak til syv ved stillingen 3-3 og matchtiebreak til 10 i et eventuelt 3 sæt.

U10 deles op i puljer med fire spillere/par, som spiller ét tiebreak sæt til 6. Er der fem spillere/par i en pulje, så spilles der ét sæt til fire med tiebreak til syv ved 3-3. Der spilles med Grøn Play & Stay bold på almindelig bane.

U12-18 kat. 1 spiller alle to tiebreak sæt og matchtiebreak til 10 i et eventuelt 3 sæt. Der spilles med gul bold.

U12 kat. 2-4 spiller efter DTF Next Gen regler. Kat. 2 spiller med gul bold, kat. 3-4 spiller med grøn.

U14 kat. 2 spiller to tiebreak sæt og matchbreak til 10 i et eventuelt 3 sæt. Der spilles med gul bold.

U14 kat. 3-4 spiller efter DTF Next Gen regler. Kat. 3 spiller med gul bold og kat. 4 med Grøn bold på almindelig bane.

U16 kat. 2 spiller to tiebreak sæt og matchtiebreak til 10 i et eventuelt 3 sæt. Der spilles med gul bold.

U16 kat. 3-4 spiller efter DTF Next Gen regler. Der spilles med gul bold.

U18 spiller to tiebreak sæt og matchtiebreak til 10 i et eventuelt 3 sæt. Der spilles med gul bold.

Bolde:
Tennis Øst leverer bolde til finalerne i Hillerød og Hørsholm/R, samt til de spillesteder, hvor der skal spilles U10 med Grøn Play & Stay bold. Det vil sige, at spillerne selv skal have bolde med til de indledende kampe.

Pengepræmier i mesterrækken:
Singlerækker: Vinder 4.000 kr. – Finalist 2.000 kr. – Semifinalister 1.000 kr.
Doublerækker: Vinderpar 2.000 kr. – Finalistpar – 1.000 kr.

Pengepræmiegivende kampe SKAL gennemføres for at pengene udbetales.

Øvrigt:
Programsatte kampe SKAL, af hensyn til turneringens flow, afvikles på programsatte dag, tid og anlæg. Kun Tennis Øst kan flytte kampe i programmet.

Vi vil meget gerne hjælpe hvor vi kan med at tilpasse til alles behov og vi ved godt vi siger “SKAL” et par steder, men det er nødvendigt for afviklingen af turneringen og det vejer tungest. Tak på forhånd for forståelsen.

Og ellers er der bare at sige “God turnering til alle”. Vi glæder os til spille bold med jer.

Nyheder og updates:
Vi har fået følgende oplysninger fra Slagelse TK og Hillerød TK omkring mulighederne for køb af mad og drikke under SM. Husk at disse oplysninger er leveret til Tennis Øst af hallerne. Forplejning samt åbningstider administreres alene af hallerne.

Cafeen i Slagelse er åben under SM U10 i Slagelse lørdag den 26/11 og søndag den 27/11 samt lørdag den 3/12 og søndag den 4/12 – det vil være muligt at købe, kaffe, te, wienerbrød, sodavand, chokolade, frugt, müslibarer, pølsehorn og toast til yderst rimelige priser.

Cafeen i Hillerød har åbent under SM:
Lørdage kl. 10.00-20.45
Søndage kl. 12.00-20.45
Hverdagene kl. 17.00-21.00

Der kan købes drikkevarer, sandwich, pastasalat, toast, frugt og müslibar.
Kun betaling via mobilepay.

Sponsor til turneringen:
Støtter turneringen/Tennis Øst:
HEAD